“Ode til regnen”

Teksterier er generelt ret vild med Søren Ulrik Thomsen – håber, du også vil nyde oplæsningen af Ode til regnen.

Reklamer

Veje..

Altid på vej – et sted hen, tæt på, dog langt fra, en bevægelse fra udgangspunkt til målområde, dog truet af trafik, teknik, menneskets væsen, selvudvikling eller selvafvikling (det nye buzzword/vælg selv præference), hverdag i så faste rammer, at den synes mejslet i stål, teknik der kør’ – teknik der klø’r, “sundhed” og samvær(d) for enhver pris – ikke mindst på sundhedens og samværets bekostning, uddannelse til man dør af det – arbejde ligeså. Er genvejen til sporadisk lykke ikke at turde mærke den, når den pludselig rammer – kærligheden ligeså – i stedet for at zappe sig gennem livet, for måske er den lykke og kærlighed, der kunne vente på næste gadehjørne, mere spændende og mindre udfordrende, næppe.. Har vi ikke en forbandet pligt til at tage vores medmennesker og nære så alvorligt, at vi ikke pakker sydhavsfrugterne, fordi noget andet kunne være nemmere og sjovere og mere rigtigt på en mere rigtig måde – også i andres øjnes? Skulle man mene.. Er vejen frem for et menneske, en omvej for et andet og genvej for en tredje, eller er det mere konstruktivt at vælge tilgangen “den slagne vej”, og så i øvrigt lade sig slå ud af ikke at passe 100 % ind i matrixen “sådan skal man være for at være rigtig, og ellers er man selv ude om det”? Ud over en samfundsbestemt matrix – standarder for at være del af, tage del i, være med til at opretholde – kunne det være bekvemt, hvis vi alle havde en fælles standard for hvilke ruter, der var passende at tage og i hvilken bil – ikke så meget pjat, eliminering af irrationalitet og nuancer, vejen frem mod målet er lige ud til Vejle med stop ved rastepladsen “Sådan er det bare” og slutmålet “Livets hvile”, hvor roen lægger sig og lufthavnen fyldt med charterfly til alverdens turistfælder altid er tæt på (og langtidsparkering i øvrigt gratis). Hvem stemmer for???